27 aug 2013

Video som intelligent kommunikation

DIGITALE MEDIER, PRESSALIT CARE, REFERENCER, TEKST OG KONCEPT Kommentarer lukket til Video som intelligent kommunikation

Pressalit går på messe, og vi går til filmen

Det er lidt af en specialdisciplin at producere en film til en messestand. Der er mange ting, der skal tænkes over i selve brugssituationen, så at sige. Man kan ikke regne med folks fulde opmærksomhed i længere tid ad gangen. Man kan til gengæld roligt regne med, at gæsterne nøjes med at skæve op til skærmen fra tid til anden, og de bliver kun hængende i mere end to sekunder, hvis billederne er smukke og tiltalende. Man kan ikke fortælle en sammenhængende historie, man kan ikke forudsætte, at nogen ser og husker det hele fra A til B. Det er ikke en dokumentarfilm, der skal produceres. Det er et appellerende billedtapet, der på det følelsesmæssige plan kan formidle nogle budskaber om en virksomhed og dens produkter.

Pressalit på digital celluloid

Pressalit drog af sted på ISH-messe med en film, produceret af os og Studio 1-2 i Herning. Opgaven var at formidle et generelt indtryk af Pressalit og af Pressalits produkter uden speak og på en sådan måde, at man skulle kunne afkode det ikke-verbale budskab blot med et par sideværts blik op på skærmen.

Temaerne for filmen skulle være produktion, produktionskvalitet, omhu, bevægelse og håndværk. Vi valgte at tage på rundfart i Pressalits produktion, hvor vi skød løs med kameraerne og talte med alverdens spændende mennesker, lige fra designerne i produktudviklingen og til montricerne, der gør toiletsæder færdige til afskibning. Alle vegne mødte vi engagerede og venlige medarbejdere, der tydeligt er stolte af at arbejde på Pressalit og klart ved, at de produkter, de fremstiller, gør en positiv forskel for mange mennesker.

Ideer om håndværk – ideer som håndværk

Derefter satte vi os ned og kastede ideer op i luften – visuelle ideer, nonverbal kommunikation, hvordan skulle den snittes til? Vi ønskede at formidle farver, overflader, funktionalitet og håndværk, gerne i smukke billeder i en rolig, eksklusiv stil, der passede til resten af Pressalits stand og Pressalits stil i øvrigt.

Det blev til et manus og et storyboard, og derefter kom filmeksperterne på banen med deres kameraer. Vi har et rigtig godt samarbejde med Studio 1-2, som har løst opgaven med den sans for kvalitet i detaljen, der er en del af budskabet.

Du kan se resultatet her >>

Filmen som kommunikation

Enhver kan sige, at man er god. Men ikke alle kan vise det. Det særlige ved at bruge filmmediet som kommunikation er netop, at man kan kommunikere non-verbalt: I stedet for at sige, at man godt kan lide at fremstille kvalitetsprodukter, viser man det. Visuel kommunikation er umiddelbart let at afkode (hvis det er gjort godt) og derfor ekstremt effektivt til at forklare komplekse sammenhænge.

Derfor vælger flere og flere virksomheder at anvende levende billeder i kommunikationen til at vise produkterne frem og til at formidle den helt rigtige stemning. Man råder endda over flere gratis platforme til at få sit budskab offentliggjort – Youtube og Vimeo frem for alt, ligesom man selvfølgelig kan publicere sin film hvor man i øvrigt vil – website, messer og så videre.

Er du den næste?

Vi er sikre på, at der kommer flere filmiske lækkerier fra vores bureau. Måske er din virksomhed den næste, der skal have produceret lidt videogodter hos os og vores topprofessionelle samarbejdspartnere?

Giv os et kald og hør mere.

Comments are closed.